Saluums sko

Som frivillig på børnehjemmet brugte jeg i hverdagene formiddagene i selskab med alle de yngste børn, som var for små til at gå i skole, samt med nogle af de ældre børn. Om eftermiddagen vendte de resterende ældre børn hjem fra skole, og jeg undrede mig over, hvorfor det ikke var alle i aldersgruppen, der gik drog afsted i skole om morgenen. De ældre børn, der var tilbage på børnehjemmet om formiddagen holdt sig meget for sig selv, og derudover var sprogbarrieren stor, så det var svært at finde ud af, hvorfor de ikke gik i skole.

En formiddag fik jeg lokket en af de ældre drenge, Saluum på 14, til at lege med. Jeg havde medbragt nogle malebøger og dem kunne han ikke helt stå for. Vi begyndte – så godt som muligt – at kommunikere, og jeg fandt ud af at han en skønne dag skal være pilot samt professionel fodboldspiller for Arsenal. Desuden er han stor fan af Shakira. Jeg spurgte ind til hvorfor han ikke gik i skole, og han kiggede i skam ned sine bare tæer og sagde “no shoes”. Jeg forstod ikke da hvad det drejede sig om, men fandt senere på dagen ud af, at han var blevet sendt hjem fra skole med beskeden om ikke at komme igen før han havde et par sorte laksko, som er en del af skoleuniformen. Han havde gået hjemme i over to uger, da børnehjemmet ikke havde midlerne til at købe ham et par sko. Jeg tog ham med til den nærmeste landsby hvor vi for 30 danske kroner købte et par sorte laksko og dagen efter var han i skole igen.

Resten af mit ophold i Tanzania var han den første til at løbe mig i møde med kys og kram når han og de andre børn kom hjem fra skole om eftermiddagen. Han kaldte mig sin tante, på trods af at han på daværende tidspunkt var i hvert fald et hoved højere end mig. Da jeg skulle rejse derfra havde han skrevet et brev til mig på swahili, som jeg fik oversat af min værtsmor.

Se brevet her

Saluums situation fik mig til at tænke over, hvor lidt der egentlig skal til for at sende børnene i skole. Han var langt fra den eneste, der ikke gik i skole på daværende tidspunkt, og da jeg tog ud og snakkede med ledelsen fra de forskellige skoler viste det sig at de fleste af børnenes skoleafgifter ikke var betalte og at de kun lige knap og nap fik lov at forsætte i skole – mod at betalingen var på vej. Det var den desværre ikke, da børnehjemmet næsten ikke engang kunne betale for vandregningen. Jeg besluttede derfor at hjælpe med at sende børnene i skole – for uden skolegang ser deres fremtid meget usikker ud.